Situationisme af Preben Juul Madsen Det set-up, der har ført til afsløringen af, hvordan Britt Bartenbachs og Ole Hans Jensens forvrøvlede såkaldte "dokumentarhistoriske" bøger bliver til - helt uden nogen som helt form for hold i virkeligheden og kildekritik - er i virkelighjeden et stykke rendyrket situationisme. Situationisterne operede i 15 år, fra 1957-72. »Internationale Situationiste lignede toporganiseret roderi, en blanding af galeanstalt, børnehave, kunstdebat på højeste niveau, narreværk, intern krig, enestående kunstnerisk produktion, militærstrategisk samarbejde, det rene anarki« skriver Jens Jørgen Thorsen i sin bog Modernisme. Gruppens førtes an af Asger Jorn og belgieren Constant, italieneren Pinot Gallizio, den franske digter Guy Ernest Debord, Jorns lillebror Jørgen Nash, tyskerne Prem, Zimmer og Sturm med flere. I 1961 forlod Jorn Internationale Situationiste på grund af uoverensstemmelse ham og Debord imellem, men kun officielt. Han fortsatte som hemmeligt medlem under dæknavnet George Keller. I 1962 stiftedes Bauhaus Situationiste som modtræk mod Internationale Situationiste. Jorn var her med under pseudonymet Patrick O'Brian, og blandt de andre var Jørgen Nash, Jens Jørgen Thorsen og svenskeren Hardy Strid. Det var folk, der virkelig kunne lave rav i den, som ikke kendte til pæn opførsel, en flok gadedrenge, der lavede optøjer i Københavns gader med blandt andet opstilling af et 300 meter plankeværk »tværet over med situationistisk svinemaleri, et liderligt lidenskabeligt farveorgie, lokumsgraffiti i stort format«, som Thorsen udtrykker det i sin bog. Ideen med situationismen var at skabe kunst og kultur langt fra den bestående, en kulturel atombombe, en antiautoritær kunst, der skulle ud af den moderne masseproduktions klør og give plads til skabende virksomhed og dermed frihed. Om dette lykkedes kan diskuteres. Nogle vil nok mene, Fluxus-bevægelsen kom nærmere det rene kunstneriske anarki. Udover provokationer som Thorsens maleri med pavens erigerede penis og det afsavede havfruehoved foretaget af en ukendt (det var ikke Nash), muntrede Jorn sig med at overmale andres malerier, såkaldte modifikationer. Det samme har Per Kirkeby gjort mange år efter, og senest, i 2006, hyggede Marco Evarissti sig, manden berygtet for sine guldfisk i blendere, med at overmale en række originale malerier af cobramalerne Jorn, Carl-Henning Pedersen, Corneille m.fl. indkøbt for en formue, en provokerende handling, som mærkeligt nok ingen kunstnere tog afstand fra. Allersenest, midten af februar 2007, provokerede snesevis af de »pæne« drenge og piger fra kunstnersammenslutningerne Grønningen, Corner, PRO og Den Gyldne ved at besætte Charlottenborg, fordi de havde fået at vide, at de ikke fremover kunne regne med lokaler på stedet. Hvem der var mest provokerende her kan også diskuteres: kunstnerne eller Charlottenborgs ledelse. Preben Juul Madsen Redaktør, KunstNyt, Kunst Under Hammeren og Dansk Kunst